Klar Viborg-sejr i den første kvartfinale

For første gang nogensinde stod NFH onsdag aften i en kvartfinale om det danske mesterskab i håndbold. Men den historiske aften blev desværre ikke helt den gul-blå fest, som det forventningsfulde og feststemte publikum i Scandlines Arena havde håbet på.

Gæsterne fra Viborg vandt nemlig med 20-25 efter 10-15 føring ved pausen i det første af to opgør mellem de to hold.

NFH haltede efter Viborg i det meste af kampen, og var kun foran en enkelt gang, da Deonise Fachinello scorede til 3-2 efter fem minutters spil. Og det kom endda efter, at NFH havde været bagud med 0-2.

Men Viborg er et rutineret og fysisk stærkt hold, og efter havde fulgtes tæt ad i de første 20 minutter, begyndte de hvidblusede jyske gæster stille og roligt at trække fra. Det skyldtes blandt andet, at NFH kun formåede at score en enkelt gang i de sidste 10 minutter af første halvleg – ved Kristina “Mulle” Kristiansen på straffekast – og så gik Viborg fra stillingen 9-9 til pauseføring 10-15.

Det så altså ikke godt ud, da spillerne tog hul på anden halvleg, men NFH fik en flyvende start, og i løbet af godt fem minutter var 10-15 blevet til 14-15, og hovedparten af de 1.412 tilskuere i den tætpakkede Scandlines Arena øjnede for alvor et fantastisk NFH-comeback.

Men de fysisk stærke Viborggensere, der tog sig rigtig god tid i angrebsopbygningerne, begyndte igen at finde vejen til netmaskerne i NFH-målet. Omvendt havde NFH’erne i flere perioder svært ved at score på Viborgs landsholdskeeper Rikke Poulsen, som stod en flot kamp, men der var også plads til forbedring i flere af NFH-spillernes afslutninger.

Topscorer for NFH blev Kristina “Mulle” Kristiansen med seks mål, mens Karol de Souza scorede fire og Mariana Costa og Mette Gravholt hver tre mål. Hos gæsterne var rutinerede Rikke Skov i særklasse med hele 10 af sit holds 25 mål.

I pausen af opgøret blev klubpokalen Karen Mohr Nielsens Mindepokal uddelt, og i år gik den til Maria Green, som udover at være målvogter på 2. divisionsholdet også er ungdomstræner, medhjælper ved arrangementer i forbindelse med ligaholdets hjemmekampe med mere. Stort tillykke til Maria med den flotte hæder.

NFH er stadig ikke ude af kampen om at nå i DM-semifinalen, men det kræver en sejr på fem-seks mål eller mere i returkampen i Viborg, som spilles næste onsdag, den 13. april, klokken 20.30. Og så længe bolden er rund, kan alt ske..

WOM-BABI

 

Woman Of The Match blev kåret efter kampen af Hotel Saxkjøbing – og valget faldt på NFH’s keeper, Barbara Arenhart.

 

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen