Kan vi ramme niveauet fra Viborg-kampen igen?

NFH spillede i lørdags sæsonens hidtil bedste kamp, da Viborg blev sendt hjem til Jylland med et nederlag på 13 mål i den første af to kvalifikationskampe til gruppespillet i EHF European League.
Og der bliver brug for en præstation på samme høje niveau, når sidste sæsons DM-sølvvindere fra Team Esbjerg i  aften,  onsdag, kommer på besøg i Spar Nord Arena til en vigtig kamp i Kvindeligaen.
Esbjergenserne kommer med en trup, der indeholder en perlerække af ikke mindst danske og norske landsholdsstjerner:
Henny Reistad, Nora Mørk, Kristine Breistøl, Kathrine Heindahl, Mette Tranborg og Michala Møller for blot at nævne nogle.
Cheftræner Jakob Larsen er dog ret fortrøstningsfuld ovenpå lørdagens flotte præstation mod Viborg.
– Det forpligter at spille så godt, for så ved vi, hvilket topniveau vi har. Vi fik ramt noget af det, vi gerne ville, i lørdags, og det håber jeg, at vi kan gøre igen i aften, siger Jakob Larsen.
Team Esbjerg og NFH mødte hinanden i en træningskamp forud for sæsonstarten, og dengang vandt NFH.
Og selvom der er sket meget siden da, så er der mindst én ting, som NFH’erne kan tage med sig fra den kamp, mener  Jakob Larsen.
– Sejren kan i hvert fald bruges til at minde spilerne om, at alt er muligt, påpeger han.
– Hvis vi kan lukke Reistad og Nora Mørk ned, så har vi en god chance for at stå godt i defensiven. Og kan vi få samme flow i angrebsspillet som mod Viborg, har vi gode muligheder, tilføjer Jakob Larsen.
Der er kampstart klokken 18.30, og husk at håndbold skal ses i hallen.
DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! VI SKAL RIDE VIDERE PÅ SEJRSBØLGEN I AFTEN! MEN DET BLIVER IKKE LET, OG DET KRÆVER, AT I ER KLAR TIL AT STØTTE PIGERNE 110 PROCENT HELE VEJEN.
ER I KLAR TIL DET?

KOM SÅ! VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen