Kampen om femtepladsen!

Det er ikke blot en kamp om to vigtige points i bestræbelserne på at kvalificere sig til slutspillet til foråret, når Herning-Ikast Håndbold og NFH i aften mødes i Bambusa Kvindeligaen.

Opgøret i Ikast er også en direkte duel om femtepladsen i rækken – en femteplads, som midtjyderne indtager i øjeblikket, men som NFH med sejr kan overtage.

Hjemmeholdet vandt sæsonens fem første kampe, men siden er det blot blevet til et enkelt point i seks ligakampe, så det er et formsvagt mandskab, NFH møder, omend HIH ligesom NFH har kvalificeret sig til Final 4 til sommer.

Senest tabte HIH på udebane til Ajax København, så det er uden tvivl et sejrssultent hjemmehold, NFH’erne kommer til at stå overfor.

NFH går omvendt ind til kampen med masser af selvtillid, for i modsætning til hjemmeholdet er NFH ubesejret i ligaen i de seneste fem kampe, så målt ud fra det aktuelle formbarometer står NFH med de bedste kort på hånden.

Men Ikast er et svært sted at spille, og vi ved, at HIH altid kommer med masser af fysik og fight og ikke mindst et godt forsvar.

Sådan er det også i denne sæson. Herning-Ikast har trods det aktuelle formdyk ligaens bedste forsvar indtil videre med 225 mål imod sig i de første 10 kampe. Til sammenligning har NFH lukket 286 mål ind. På den anden side har NFH et af ligaens mest scorende angreb med 306 mål, næsten 40 flere end HIH.

Det skal blive interessant at se, om NFH-offensiven kan få nedbrudt den midtjyske defensiv.

Der er kampstart i Ikast klokken 20.

LIGE MEGET OM VI SKAL SIDDE ELLER STÅ, VIL VI ALTID STØTTE NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen