Kampen om en plads i Final 4!

Der er for en gangs skyld ikke points på spil, når NFH-pigerne i aften går på banen i Silkeborg til et opgør mod Silkeborg-Voel. Til gengæld er der masser af prestige og ikke mindst muligheden for at kvalificere sig til Final 4 – de afsluttende kampe om titlen som dansk pokalmester og dermed vinder af Santander Cup – at kæmpe for.

Det var den titel, de fleste nok husker, at NFH vandt i Esbjerg kort før nytår for et par år siden.
Det var en fantastisk weekend og en fantastisk oplevelse, og det er noget, vi helt sikkert gerne vil prøve igen.

Og vi er tæt på at kvalificere os. Det eneste, det kræver, er en sejr i kvartfinalen i Santander Cup i aften.

Men kampen skal som nævnt spilles på udebane, og NFH har ofte haft det svært i udekampene mod Silkeborg-Voel. På den måde minder kampen om kvartfinalen mod Herning-Ikast, da NFH sidst kvalificerede sig til Final 4 i en målfattig, men intens kamp i Ikast. Her havde NFH det ofte også svært, men lige netop den aften lykkedes det at vinde.

Målfattigt bliver det næppe i aften. Både Silkeborg-Voel og NFH er kendt for at spille med fart og tempo, og hjemmeholdet har i højrebacken Julie Jensen en af de mest scorende spillere i ligaen. Og NFH er som bekendt blandt de hold i ligaen, der både scorer mest og lukker flest mål ind.

Silkeborg-Voel, der aktuelt ligger to pladser under NFH i Bambusa Kvindeligaen, har i øvrigt haft det svært på hjemmebane indtil videre i denne sæson, hvor det blot er blevet til en enkelt sejr i fem kampe. De fleste modstandere har dog været de aktuelle tophold, men alligevel.

Omvendt har NFH blot tabt en enkelt udekamp indtil videre, så måske kan man ligefrem tale om en lille udebanefordel for NFH i aften?

Der er kampstart klokken 20.30, og kampen kan følges på TV2 Sport.

LIGE MEGET OM VI SKAL SIDDE ELLER STÅ, VIL VI ALTID STØTTE NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen