Ingen fusere i NFHs nytårsfest

Selvom der var lidt skønhedspletter undervejs, så var det et angrebsmæssigt nytårsfyrværkeri af de bedre, NFH diskede op med, da de på årets anden dag vandt den første sejr i 2022, da Skanderborg Håndbold blev besejret med hele 38-25 efter 17-13 ved pausen hjemme i LÅNLET Arena.

Kampen i Bambusa Kvindeligaen blev spillet uden tilskuere på grund af coronarestriktionerne, men NFH’erne viste, at de også kan levere varen, selvom de måtte undvære støtten fra Danmarks Bedste Publikum på lægterne.

NFH’erne havde forberedt sig godt på dagens modstander, som voldte de gulblusede visse problemer i de to holds første møde i Skanderborg, men søndag aften var der ingen vaklen i geleddet.

NFH førte opgøret fra start til slut, og havde det ikke været for en glimrende præstation af Claudia Rompen i gæsternes mål, var sejren blevet endnu større.

Offensivt var ikke mindst Celine Lundbye i hopla, og med otte mål på 10 forsøg, alle sat ind i åbent spil, blev hun fortjent kåret til kampens NFH’er.

NFH bragte sig hurtigt foran med 2-0, og det blev også 6-2 og 10-4 og altså 17-13 ved pausen.

Det var dog først i starten af anden halvleg, at NFH for alvor trak fra. Der gik således syv minutter, før Skanderborg fik scoret, og i mellemtiden havde NFH øget føringen til 20-13.

Det blev også 23-14 og 26-16, og cheftræner Jakob Larsen kunne glæde sig over, at alle på bænken fik spilletid, og næsten alle markspillere kom på scoringstavlen.

Og i målet stod både Cecilie Greve og Louise Egestorp med fine redningsprocenter.

NFH’erne skal også roses for at holde fokus helt til sidste fløjt. I de sidste godt tre minutter holdt forsvaret Skanderborg fra at score, og så blev føringen på 35-25 udbygget til slutresultatet 38-25.

Topscorere for NFH blev udover Celine Lundbye med otte mål Sofie Flader og Elma Halilcevic med hver fem scoringer.

Næste opgør for NFH er om en uge, søndag den 9. januar, ude mod Ringkøbing.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen