Nykøbing Falster
Håndboldklub

Imponerende NFH-sejr over Odense

Indlæg fra d. 9. september 2017


NFHer fortsat ubesejret i HTH Go Ligaen efter en flot sejr lørdag eftermiddag hjemme i POWER Arena på 28-27 over Odense Håndbold.

Mange har fynboerne blandt topfavoritterne til at snuppe mesterskabet i denne sæson, men NFH fik vist direkte på landsdækkende tv, at det ikke er for ingenting, at holdet kan kalde sig regerende Danmarksmestre.

Det er svært at se, at otte af holdets 14 spillere er nye i forhold til sidste sæson, og igen i dag var det en godt sammentømret enhed, der sikrede den imponerende sejr over Odense.

Kampen var til at begynde med meget lige. Holdene fulgtes ad til 5-5, men så fik Odense slået et lille hul til kampens første to-måls føring ved 5-7 efter ni minutters spil, og først ved 10-10 efter 16 minutter fik NFH udlignet. Men så tromlede de gulblusede også derudaf, og fem minutter senere var stillingen 14-10. NFH kom også foran 16-11 med knapt seks minutter til pausen, og det begyndte virkelig at ligne noget stort.

Men Odense lagde sig ikke frivilligt ned, og i løbet af tre minutter havde de hentet NFHs føring, så det var forståeligt, hvis de gulblusede var lidt frustrerede, da holdene gik til pause med stillingen 16-16.

Men skulle der være nogen blandt de knapt 970 tilskuere i POWER Arena, der frygtede, at fynboerne ville komme stormende efter pausen, så blev deres frygt gjort til skamne. Det var nemlig NFH, der kom klart bedst ud til anden halvleg, og via 19-17 blev det pludselig 26-19 midtvejs i halvlegen. Nu lignede det igen en afklapsning af Odense, men igen kom fynboerne tilbage, godt hjulpet af deres syv mod seks-spil i angrebet, som NFH-forsvaret havde svært ved at løse.

Samtidig lukkede Odense bedre af, når NFH var i angreb, og så blev det alligevel spændende til sidst, da Stine Jørgensen med godt et halvt minut igen reducerede til 28-27. Heldigvis holdt NFH-pigerne hovederne kolde i det sidste halve minut og holdt bolden i egne rækker, så de til sidst kunne juble over en smal, men fortjent sejr.

Dermed har NFH maksimumpoint fire efter de to første runder. Næste kamp er endnu en meget svær opgave – på udebane mod FC Midtjylland på lørdag. Topscorere for NFH i dag blev Johanna Westberg med syv mål og Angelica Wallén, Sarah Iversen og Ayaka Ikehara med hver fire.

Simple Share Buttons