Imponerende NFH-sejr i målorgie

NFH leverede et imponerende comeback i en hektisk og ikke mindst særdeles målrig kamp i Bambusa Kvindeligaen, da Silkeborg-Voel fredag aften blev besejret med 34-36 på udebane i Silkeborg efter en føring til hjemmeholdet på 20-18 ved pausen.

Dermed bytter de to hold plads i tabellen, så NFH nu indtager femtepladsen med 14 points for 12 kampe – ét mere end Silkeborg-Voel på sjettepladsen.

Og som cifrene antyder, blev det en kamp med gaspedalen trykket i bund stort set fra start til slut fra begge holds side.

Starten blev både meget tæt og meget målrig. Den første to-måls føring kom cirka midtvejs i første halvleg, da hjemmeholdet bragte sig foran med 11-9.

Silkeborg-Voel blev tilkendt fem straffekast i første halvleg, hvorimod NFH ikke fik tilkendt nogen, og midtjyderne har i rutinerede Ann Grete Nørgaard en meget sikker skytte, som omsatte alle fem chancer til mål.

Men selvom hjemmeholdet altså overtog teten en smule i det sidste kvarter før pausen, så hang NFH hele tiden på, og 14-11 blev til 15-15 og 18-18, inden Silkeborg-Voel trak lidt fra til sidst.

NFH fik ikke den bedste start på anden halvleg. 20-18 blev til 22-18, og selvom det med tre mål i træk lykkedes at reducere til 22-21, så fik hjemmeholdet hurtigt fat i taktstokken igen og øgede føringen til fem mål, 26-21, efter 37 minutters spil.

Så tog cheftræner Jakob Larsen timeout for NFH. Hvad han sagde til pigerne, vides ikke, men det ændrede kampbilledet fuldstændig.
I de følgende knapt 10 minutter scorede Silkeborg-Voel blot en enkelt gang, og pludselig var NFH tilbage, da Sofie Flader udlignede til 27-27.

Hjemmeholdets spillere begyndte at lave flere fejl, og Louise Egestorp, som havde afløst Cecilie Greve i NFH-målet i slutningen af første halvleg, diskede op med flere gode og vigtige redninger.

Det sidste kvarter blev også en meget tæt og intens affære. Med fem et halvt minut tilbage lykkedes det endelig for NFH for første gang siden kampens indledning at komme foran, da Mulle sendte bolden i kassen til stillingen 31-32.

Og da Elma Halilcevic kort efter gjorde det til 31-33, var det lige før, at de medrejsende NFH-supportere kunne begynde at synge “Sejren er vor”.

Spændingen holdt sig dog næsten til sidste fløjt, hvor Sofie Olsen med seks sekunder tilbage satte den sidste scoring ind og cementerede sejren på 34-36.

Det der med afgørende sidste sekunds-scoringer mod Silkeborg-Voel har Sofie i øvrigt prøvet før. Da de to hold mødtes i Nykøbing i sidste sæson, scorede Olsen sejrsmålet i absolut sidste sekund.

Topscorere for NFH på denne hæsblæsende aften blev Elma Halilcevic og Celine Lundbye med syv mål hver, mens Amalie Wulff scorede seks gange og førnævnte Sofie Olsen fem.

NFH mangler nu blot en enkelt kamp inden julepausen. Det er på onsdag, hvor Team Esbjerg kommer på besøg i LÅNLET Arena klokken 20.30.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen