Horsens kan blive en farlig modstander

Det er to hold med vidt forskellige udgangspunkter, der mødes i LÅNLET Arena i aften, når NFH tager imod Horsens Håndbold, også kaldet HH Elite, i Bambusa Kvindeligaen.
NFH har som bekendt hentet tre sejre i sæsonens tre første kampe, mens østjyderne har tabt deres tre første kampe og efter det seneste nederlag endda sagt farvel til cheftræner Lars Frederiksen, som er blevet erstattet med Jan Leslie, der tidligere har været træner for blandt andre CSKA Moskva og Randers HK.

Og lige præcis trænerskiftet ganske få dage før kampen mod NFH ser NFH-træner Jakob Larsen som en klar ulempe for sit hold.
– Lige meget hvem, der overtager et hold med så kort varsel, så vil der altid komme en form for trods-reaktion og ”nu skal vi vise dem”-attitude fra spillertruppen, og derfor er de klart farligere, end hvis de ikke havde skiftet træner, mener Jakob Larsen.

Trænerskiftet er dog sket så kort tid før dagens kamp, at Jakob Larsen ikke forventer de helt store ændringer på Horsens-holdet.
– Jeg forventer, at de kommer med nogenlunde det samme, som vi har set i de andre kampe. Måske kommer der nogle enkelte taktiske justeringer, lidt ændringer i forsvarsopstillingen eller den slags, men det er svært at nå at ændre en hel masse på nogle få træninger, siger Jakob Larsen.

Derfor vil NFH’erne også langt hen ad vejen satse på at fortsætte ad det spor, som har givet sejre i de tre første ligakampe og pokalkampen mod EH Aalborg.
– Vi laver ikke rigtigt noget om. Vi satser på, at vores koncept holder imod de fleste hold, og så glæder jeg mig over, at Johanna Westberg var godt skydende i kampen mod Aarhus United og forhåbentlig kan fortsætte med det i kampen mod Horsens, og at Elma Halilcevic er ved at have fået en god fornemmelse for sin rolle som fremskudt spiller i vores 5:1-forsvar, siger Jakob Larsen.

Og netop sejren i Aarhus og en mulig sejr over Horsens kan vise vise sig nyttige også på den lange bane for NFH, da de sandsynligvis bliver nogle af de hold, vi skal kæmpe med i kampen om slutspilspladserne.
– Det er meget vigtigt, at vi holder vores sti ren og vinder over de hold, der må formodes at ligge lige omkring os, når vi nærmer os slutspillet. Men der er stadig lang vej dertil, og vi tager altså en kamp ad gangen, understreger Jakob Larsen.

DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! ER I KLAR PÅ TRIBUNERNE? SELVFØLGELIG ER I DET! VI SKAL SAMLES I HALLEN OG GIVE PIGERNE MAKSIMAL STØTTE HELE VEJEN. KOM SÅ! OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen