Historisk sejr sender NFH til tops

NFH spillede sig søndag aften op på førstepladsen i HTH Ligaen med en kæmpesejr på 34-13 over oprykkerne fra EH Aalborg i sæsonens første hjemmekamp i POWER Arena.

Dermed har holdet maksimumpoints efter de to første kampe og en målscore på +31. Det kan ingen andre hold i rækken hamle op med, og dermed ligger de gul-blå altså nummer 1 i Danmark pt.

Sejren er den største NFH nogensinde har vundet i ligaen, og den kom i høj grad i hus, fordi hele holdet spillede med fuld koncentration fra start til slut. Gæsterne var med til 1-1, og så kørte NFH-toget ellers derudaf for fuld damp og efterlod gæsterne tilbage på perronen.

Ved pausen var stillingen 19-6 til NFH, og først efter 48 minutter rundede Aalborg scoring nummer 10. Eneste lille malurt i bægeret var, at Isabella Fazekas fik rødt kort efter tre udvisninger. Men NFH’erne var generelt gode til at lukke af i forsvaret, også i undertal, og i målet gjorde begge keepere det godt. De fik en halvleg hver.

Det var i det hele taget en solid indsats af hele holdet foran 1.055 tilskuere i POWER Arena, der havde glædet sig til at se pigerne på hjemmebane igen.

Topscorere for NFH blev Lærke Nolsøe med syv mål og Johanna Westberg med seks og Ayaka Ikehara med fem.

Samtlige markspillere med undtagelse af Matilde Nielsen kom på måltavlen.

NFHs næste opgave er på torsdag ude mod Skanderborg.

 

Woman Of The Match blev kåret af Bente Nielsen fra Nordisk Film Biografer i Nykøbing F: #19 Anna Lagerquist

 

Foto: Peter Larsen – pl-photo.dk

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF cup NFH i HTH Ligaen