Historisk sejr sender NFH tæt på top-3

Flot, flot præstation af NFH, da Team Esbjerg blev besejret i ligaen.

 

NFH er for alvor med i kampen om slutspilspladserne, og aktuelt endda tæt på tredjepladsen i Primo Tours Ligaen efter, at det onsdag aften lykkedes at vinde en historisk sejr på 25-28 efter 10-13 ved pausen over de regerende danske mestre fra Team Esbjerg – og det endda i Esbjerg.

Det er første gang, at NFH besejrer vestjyderne, som har haft det svært, siden Estevana Polman blev gravid og midlertidigt måtte stoppe karrieren.

Det var i høj grad to svenske bombere, der var med til at sænke Esbjerg. Nathalie Hagman og Johanna Westberg scorede tilsammen 20 af NFHs 28 mål og var flyvende på en aften, hvor forsvaret også stod godt.

NFH var aldrig for alvor i problemer mod esbjergenserne, hvis man lige ser bort fra en periode i starten af kampen, hvor hjemmeholdet scorede tre mål i træk og gik fra 3-3 til 6-3.

Men NFH’erne svarede igen med det samme med fire mål i træk, og så var de gulblusede i front med 6-7. Der blev de resten af halvlegen. Via 7-10 og 9-10 kunne NFH gå til pause foran med 10-13.

Så kunne man frygte, at Team Esbjerg ville komme ud som lyn og torden efter pausen, men NFH-forsvaret og målvogter Mette Iversen Sahlholdt, som igen stod glimrende, formåede at tage luften ud af ballonen hos hjemmeholdet til at begynde med.

Faktisk formåede pigerne at udbygge føringen til hele fem mål ved stillingen 13-18. Men Team Esbjerg var ikke slået endnu. Langsomt fik de kæmpet sig tilbage og udlignede til 22-22.

Heldigvis formåede NFH’erne at holde koncentrationen og lukke ned i forsvaret, og via 23-25 kunne spillerne til sidst juble over en imponerende sejr på 25-28.

Med til at skabe den jubel var også målvogter Ditte Vind, som kom ind og leverede en flot og vigtig redning på straffekast kort før tid. Det var i høj grad med til at slukke den sidste rest af håb hos hjemmeholdet.

Med sejren er NFH p.t. på femtepladsen i ligaen med 17 points – blot ét point fra Team Esbjerg på tredjepladsen. Det kan dog ændre sig, når to af de andre tophold, København og Silkeborg-Voel har mødt hinanden i morgen torsdag.
Begge hold har ligesom NFH 17 points, men altså for en kamp færre.

NFHs næste opgave er på lørdag, hvor holdet møder russiske Lada på udebane i EHF Cuppen. Næste ligakamp er på onsdag, 8. februar, hvor Skanderborg kommer på besøg i Scandlines Arena.

Topscorere for NFH i Esbjerg blev Nathalie Hagman med 11 mål, mens Johanna Westberg scorede ni gange og Rikke Ebbesen tre.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen