Flere strenge at spille på mod Randers

Det er et forstærket NFH-hold, der ventes at gå på banen i aften, når Randers HK kommer på besøg i LÅNLET Arena til endnu en vigtig kamp i Bambusa Kvindeligaen.

NFH har som bekendt måttet undvære både Dione Housheer og Emilie Steffensen på det seneste på grund af skader, og i sidste uge måtte Mulle opgive at spille næsten hele anden halvleg af det uafgjorte opgør mod Ajax København på grund af en skade. Men i aften skulle de gerne være tilbage alle tre.

Hvor meget de så kan spille, må tiden vise, men bare det, at de kan deltage lidt, giver NFH’erne og cheftræner Jakob Larsen flere strenge at spille på, end det har været tilfældet i de seneste kampe.

Og det er vigtigt, for i løbet af de næste godt fire uger skal de sidste seks kampe i grundspillet afgøres, og her skulle NFH gerne hente godt med points, så pladsen i slutspillet kan fastholdes.

– Sæsonen er gået ind i den afgørende fase, og der er selvfølgelig ret stor forskel på, om man bliver nummer otte eller ni, ligesom der også er forskel på, om man bliver nummer fire eller fem og får point med over i slutspillet eller ej, siger Jakob Larsen.

NFH har i de seneste tre kampe blot hentet et enkelt point, og forspringet ned til Holstebro Håndbold, der ligger lige under slutspilsstregen er før aftenens kamp på tre points.

Derfor vil en sejr i aften over vores tidligere guldtræner Niels Agesens tropper lune, men omvendt vil et nederlag ikke få alarmklokkerne til at bimle endnu, påpeger Jakob Larsen.

– Vi skal lige spille et par kampe mere, før “panikken” eventuelt breder sig. Vi fik jo også to “bonuspoints” efter sejren over Team Esbjerg, siger cheftræneren, der stadig har masser af optimisme i behold i forhold til at nå slutspillet.

– Jeg ville være mere urolig, hvis for eksempel Dione og Stef var langtidsskadede og Mulle heller ikke kunne være med, men nu er de alle tre tilbage.
– Og det er jo ikke kun os, der er pres på. Det er der jo også på Randers, Holstebro, Silkeborg og så videre. Og dem, der håndterer presset bedst, er også dem, der kommer i slutspillet, siger Jakob Larsen.

Randers, der aktuelt ligger på 11. pladsen, kommer til Nykøbing med to friske nederlag til henholdsvis København og Ajax i bagagen, så kronjyderne er givetvis opsatte på igen at få points på kontoen.

Hos gæsterne skal NFH’erne ikke mindst holde øje med bagspilleren Kristin Thorleifsdottír, som med sine foreløbig 100 mål i 20 kampe ligger nummer fire på ligaens topscorerliste og selvsagt har stor betydning for Randers’ offensiv.

Derudover har de den tidligere København-spiller Mai Kragballe samt Nikoline Olsen og stregspilleren Sidsel Mejlvang, som alle er nogen, NFH-forsvaret skal holde godt øje med.

– Vi skal sørge for at få tacklet af og holde en kompakt midterblok. Og så skal vi holde et højt tempo i kampen og turde køre kontra, når mulighederne opstår, fortæller Jakob Larsen.

Der er kampstart klokken 20, og kampen kan følges direkte på TV2 Sport og i Radio SydhavØerne.

DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM – OGSÅ HJEMME I STUERNE! ER I KLAR TIL AT GIVE DEN FULD GAS PÅ AFSTAND IGEN I AFTEN? VI SKAL HAVE TO POINTS, OG SELVOM I IKKE KAN VÆRE I HALLEN, ER JERES STØTTE VIGTIG FOR PIGERNE!

KOM SÅ. OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen