Final 4-formen testes i pokalkamp

Selvom vi hastigt nærmer os afslutningen på sæsonen, går NFH-pigerne nogle travle dage i møde.

Holdet når ikke engang at afslutte den ene udgave af landspokalturneringen Santander Cup, før de skal i gang med den næste.

I aften træder holdet nemlig ind i næste sæsons udgave af turneringen med en kamp på udebane mod 1. divisionsholdet TMS Ringsted, og først i næste weekend skal de som bekendt spille det store Final 4-stævne, der afgør denne sæsons udgave af Santander Cup.

Men selvom det måske kan virke lidt forvirrende at skulle medvirke i to forskellige udgaver af samme turnering samtidig, så er NFH-lejren godt tilfredse med at få en kamp nu, så man kan få finpudset formen frem mod Final 4.

Det er nemlig ved at være et stykke tid siden, at NFH sidst var i ilden, så selvom spillerne har trænet flittigt, er cheftræner Jakob Larsen alligevel lidt spændt på at se, hvordan kampformen har det.

– Sådan en mellemperiode som den, vi har været igennem, er altid vanskelig. Det er svært at vide, om vi har været skarpe og intense nok til træning, men nu får vi en kamp i aften til at vurdere det, og jeg forventer, at alle kommer med en Final 4-indstilling, så der ikke er nogen tvivl om udfaldet. Vi vil aldrig kunne tilgive os selv, hvis vi ryger ud, siger Jakob Larsen.

Han tilføjer dog med det samme, at han ikke er nervøs for kampens udfald, men mere om holdet kan komme op i det rette gear efter så lang en kamppause.

Og med Final 4-stævnet in mente ligger det ikke umiddelbart i kortene, at der skal spares spillere eller laves alternative eksperimenter.

– Det handler om at optimere mest muligt. Men selvfølgelig vil vi gerne kunne aflaste lidt også, siger cheftræneren.

En, der i hvert fald bliver aflastet, er højrebacken Celine Lundbye Kristiansen. Hun har nemlig været ramt af corona og er først så småt på vej tilbage. Celine kommer derfor ikke til at spille i aften.

Det giver plads til Dione Housheer, som ikke har fået meget spilletid efter nytår på grund af diverse skader. Og meldingen fra Jakob Larsen er, at hun ser ud til at have genfundet det høje niveau, hun havde, før hun blev skadet.

Derudover forventes det også, at der bliver comeback til målvogter Cecilie Greve i aften.
Greve blev som bekendt mor for nogle måneder siden, og nu er hun altså ved at være klar til kamp igen ovenpå graviditet og fødsel.

Aftenens modstander TMS Ringsted sluttede sæsonen i midten af 1. division, men lå længe godt til i kampen om at komme til at spille kvalifikationskampe om oprykning i ligaen.

Så selvom midtsjællænderne spiller en række lavere og har holdt endnu længere kamppause end NFH, er det ikke en modstander, man skal undervurdere.

– Vi har set lidt video af dem, og de har et udmærket niveau, så vi skal sørge for at være der på dagen, siger Jakob Larsen og erindrer samtidig om, at der allerede er ligahold både på dame- og herresiden, som er blevet sendt ud af turneringen af lavere rangerede hold indenfor de seneste uger.

Der er kampstart i Ringsted klokken 18.30.

KOM SÅ ALLE SAMMEN! OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen