Et møde med en velkendt modstander
Der er lagt op til en kamp mellem to hold, der kender hinanden særdeles godt, når NFH i aften skal op mod Ajax København på udebane i Kvindeligaen.
De to klubber spillede træningskamp mod hinanden så sent som for få uger siden, og i de senere år er det blevet til flere andre træningsseancer sammen.
Flere af spillerne på de to hold har også en fortid hos aftenens modstander – senest kom Sofie Bardrum og Stine Eiberg Jørgensen til NFH fra Ajax før denne sæson.
Aftenens hjemmehold ligger aktuelt nummer 11 i ligaen, men københavnerne kan på deres bedste dage være særdeles vanskelige at have med at gøre. Ajax indledte eksempelvis sæsonen med at besejre Team Esbjerg – i Esbjerg! Og de har også spillet uafgjort mod Silkeborg-Voel og blot tabt med to mål til rækkens aktuelle førerhold Ikast i dette efterår.
NFH skal på sin side videreføre det gode forsvarsspil fra kampen mod Odense i søndags. Omvendt skal der gerne lidt mere gang i angrebsspillet og ikke mindst større effektivitet i afslutningerne i aften. Hvis de ting lykkes, er holdet nået et godt stykke ad vejen til sejr.
Der er kampstart i Bavnehøj Arena klokken 19.30.
KOM SÅ ALLE SAMMEN, UANSET OM I FØLGER KAMPEN I HALLEN ELLER HJEMMEFRA. VI SKAL OP AT STÅ FOR NFH!