En klar nøglekamp!

Det er en af de største konkurrenter til en plads i slutspillet, som i aften kommer på besøg i LÅNLET Arena. Randers HK, med vores tidligere guldtræner Niels Agesen i spidsen, indtager aktuelt den ottendeplads, som lige nøjagtigt giver adgang til slutspillet i HTH Ligaen til foråret.

Men vi er lige i hælene på dem, og derfor vil en sejr i aften virkelig lune gevaldigt.

Kronjyderne vandt det første opgør i efteråret på hjemmebane i Randers med 32-27 over et skadesplaget NFH-hold, så hvis vi kan vinde med seks mål eller mere i aften, vil det ikke blot give os to vigtige points. Det vil også betyde, at vi bliver placeret foran Randers i tilfælde af pointlighed, da vi i så fald vil være bedst i de indbyrdes opgør.

Det kan dog blive svært nok endda at hente en sejr i aften, vurderer cheftræner Jakob Larsen.

– Randers er bedre, end de var sidste år. De har fået Mai Kragballe fra København, som gør det godt, og Jamina Roberts er også med igen og spiller godt, og de er et par vigtige profiler for dem, så dem skal vi prøve at stoppe.

– I forhold til den første kamp derovre er det et andet hold, vi stiller med nu. Vi er næsten dobbelt så mange spillere nu, hvilket betyder, at vi kan lave flere forskellige opstillinger både i forsvaret og angrebet, og vi kan skifte mere ud.

– Men hvis vi skal vinde, kræver det også, at vi griber chancerne, når de er der. Det bliver en spændende kamp, som jeg ser meget frem til, siger Jakob Larsen.

DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! DENNE KAMP ER MEGA VIGTIG. DERFOR ER DET OGSÅ MEGA VIGTIGT, AT I GIVER PIGERNE EN MEGA FED, OVERDREVET, FANTASTISK OPBAKNING FRA START TIL SLUT. DET LØFTER DEM SÅ MEGET. KOM SÅ!!

OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold