Det nye år skal skydes ind med en sejr

Godt nytår! Så er jule- og nytårsferien for alvor slut for NFH-pigerne, og i aften klokken 18 tager vi fat på det nye år med den første kamp i anden halvdel af grundspillet.

Som I nok ved, bliver det desværre uden Danmarks Bedste Publikum på lægterne i LÅNLET Arena på grund af den aktuelle coronasituation.

Heldigvis har vi fået lov at livestreame kampen for jer, så I kan heppe med hjemmefra.

Aftenens modstander er Skanderborg Håndbold, som aktuelt ligger nummer ni i Bambusa Kvindeligaen, lige udenfor slutspilspladserne. Et hold, som i efteråret blandt andre besejrede Randers og København på udebane.

Det er et hold, som NFH har vundet klare sejre over flere gange tidligere, men det er også et hold, som har voldt os problemer.
Eksempelvis endte vores første møde i denne sæson med en kneben NFH-sejr på 29-31 i Fælleden i Skanderborg.

Det er da også en modstander, som cheftræner Jakob Larsen har stor respekt for.

– Skanderborg har spillet en fremragende sæson indtil videre. Det er klart det bedste Skanderborg-hold, vi har set i flere sæsoner, så hvis ikke vi er klar fra start, kan vi godt få problemer, siger han.

Der er særligt to spillere, Jakob Larsen fremhæver som profiler på Skanderborg-holdet, nemlig de to bagspillere Thea Rasmussen og Stine Opstrup Kristensen.
Men også Mathilde Storgaard på stregen og Emilie Ytting Pedersen på venstre fløj er der grund til at holde øje med.

– Det bliver ingen walk over for os, og vi skal dække bedre og mere aggressivt op, end vi gjorde, da vi mødte dem sidst, og så skal vi være klar på deres syv mod seks-spil, som de brugte meget sidste gang.

– Angrebsmæssigt skal vi spille hurtigt, løbe på kontraerne og være skarpe i duellerne en mod en, lyder det fra Jakob Larsen.

KÆRE NFH-SUPPORTERE OG DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! VI HÅBER, AT I ER KOMMET GODT IND I DET NYE ÅR OG ER KLAR TIL AT STØTTE PIGERNE TIL SEJR HJEMMEFRA.
KOM SÅ! OP AT STÅ – I SOFAEN – FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen