Scandlines, NFH og Guldborgsund forsøder tilværelsen for særligt udsatte.

Et samarbejde mellem frivillige NFH supportere, Guldborgsund kommune og Scandlines gør det muligt at uddele over 6.000 pakker påskeæg til kommunens borgere, der modtager hjemmeplejebesøg, bor på plejecentre eller tilhører andre udsatte grupper. 

 

Midt i marts lukkede Danmark og Tyskland ned for at mindske spredning af corona. Det betød – blandt meget andet – at al breddehåndbold i Danmark og en del andre lande blev aflyst for resten af sæsonen, rejser til udlandet blev frarådet, og mange forretninger lukket. Både i Guldborgsund Hallerne og Scandlines BorderShop i Puttgarden blev lyset slukket for de næste mange uger.

Håndboldturneringen for sæson 2019/2020 blev dermed stoppet midt i det hele, og NHF’s ligahold sendt hjem. Også medarbejderne i Scandlines BorderShop blev sendt hjem, og de mange tusinde påskeæg, der skulle have været solgt i Scandlines’ BorderShop, nåede aldrig hjem til kunder med en sød tand.

Men påskeæggene kan forsøde tilværelsen hos særligt udsatte i denne vanskelige tid i stedet for at ende som madspild. Derfor har Scandlines besluttet at donere de mange påskeæg til udvalgte grupper af borgere i Guldborgsund kommune. Det sker med hjælp fra både NFH’s supportere, som pakker æggene, og Guldborgsund kommune, som deler dem ud til borgerne. Herudover doneres der også til borgere igennem Lev Vel, GuldBoSund Friplejehjem og Krisecenter Guldborgsund.

”Det glæder os meget, at vi sammen med Scandlines, som gennem mange år har været NFH’s trofaste partner, kan gøre en forskel og give en masse mennesker en sød oplevelse,” siger Kristian Jakobsen, Kommerciel Direktør i NFH.

Hos Guldborgsund kommune er der også glæde over at kunne forsøde tilværelsen lidt for de særligt udsatte i kommunen.

”Det er en svær tid for mange ældre og udsatte borgere. Vi gør, hvad vi kan fra kommunens side for at finde på alternative former for underholdning og nærvær i borgernes hverdag. Og en sød hilsen fra Scandlines og NFH er helt bestemt noget, der er kærkomment. Jeg er sikker på, at de vil sætte pris på tanken og chokoladen,” siger Ida Byrge Sørensen centerchef for Sundhed & Omsorg, som koordinerer uddelingen i kommunen.

Alle tre parter håber meget at se alle håndbold-glade fans, når vi igen må samles, og NFH’s ligahold atter løber på banen i den nye sæson.

Om Scandlines:

Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Scandlines driver to færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden.

Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker.

Med over 41.500 afgange fordelt på 8 færger transporterede Scandlines i 2019 i alt 7,2 millioner passagerer, 1,7 millioner personbiler og ca. 700.000 fragtenheder på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. 

 

NFH’s kommercielle direktør – Kristian Jakobsen, er her sammen med NFH supporters formand – Per Harding Madsen ved torsdagens pakning af poser.

Fotograf: Peter Larsen – pl-photo.dk

 

NFH & NFH supporters pakkede de mange poser torsdag eftermiddag, så de er klar til levering hos bl.a. Guldborgsund Kommune, LEV VEL, Krisecenter Guldborgsund og GuldBoSund Friplejehjem & Rehabilitering.

Fotograf: Peter Larsen – pl-photo.dk

 

Målshow da NFH gik videre i Santander Cup

NFH havde som ventet ingen problemer med at spille sig videre til næste runde, da holdet fredag aften trådte ind i landspokalturneringen Santander Cup med en storsejr på hele 37-16 på udebane i Gentofte over 2. divisionsholdet HIK.

NFH styrede løjerne fra start til slut, og ikke mindst Lærke Nolsøe var i hopla. 16 mål (!) scorede venstrefløjen.

Lærke var tidligere på dagen blevet fravalgt til den nye landstræner Jesper Jensens første landsholdstrup, men det var overhovedet ikke til at se på banen – snarere tværtimod.

“Noller” scorede NFHs fire første mål, og hun var i det hele taget meget effektiv på sine afslutninger, hvad enten det var fra fløjen, fra stregen, på kontra eller på anden vis.

NFH var uden de fortsat skadede Louise Svalastog, Isabella Fazekas Jakobsen og Mathilde Schæfer samt højgravide Emelie Nykvist, og Angelica Wallén og Cecilie Greve blev også sparet.

De øvrige spillere havde ingen problemer med HIK, og sejren blev kørt sikkert i land. Pigerne skal roses for, at de blev ved at holde dampen, motivationen og koncentrationen oppe hele vejen igennem, og det var også medvirkende til, at sejren blev så stor.

Udover en flyvende Lærke Nolsøe med de 16 mål, blev NFHs topscorere Johanna Westberg med seks mål og Ayaka Ikehara og Amalie Wulff med hver fire.

NFHs næste kamp er på fredag, hvor TTH Holstebro kommer på besøg i en tilskuertom LÅNLET Arena til et vigtigt opgør i ligaen.

På grund af risikoen for coronavirus skal alle ligakampe i resten af marts måned afvikles uden tilskuere.

Kampen på fredag bliver i øvrigt den første kamp i mange år, hvis man ser bort fra europæiske kampe i Rusland, hvor pigerne ikke har nogen til at støtte sig på tribunerne.

Til kampen i Gentofte var cirka 35 supportere mødt op for at støtte holdet.

Sikker storsejr over Horsens

NFH hentede onsdag aften to vigtige points i jagten på slutspilspladserne, da oprykkerne fra Horsens blev besejret eftertrykkeligt med 32-20 i HTH Liga-kampen i LÅNLET Arena efter en 14-9 føring ved pausen.

NFH’erne satte sig på opgøret fra start, og sejren var aldrig i fare.

Cheftræner Jakob Larsen havde på forhånd spået, at gæsterne ville spille meget syv mod seks i angrebsspillet, og at de ville spille meget lange og langsomme angreb.

Det kom til at holde stik, men NFH’erne var godt forberedte, så det var et toptændt og velforberedt forsvar, der lagde grunden til en flyvende NFH-start med en føring på 7-1, inden der var spillet 10 minutter.

Efterhånden fik gæsterne lidt bedre fat, og NFHs føring skrumpede en smule til tre mål, 10-7 og 11-8.

Horsens gik over til at spille mere seks mod seks i angrebsspillet, der dog stadig blev afviklet meget langsomt og meget tålmodigt.

Mod slutningen af første halvleg strammede NFH grebet en smule med tre mål i træk til 14-8, inden Horsens’ store profil Melissa Petrén til sidst reducerede på straffekast til pausestillingen 14-9.

NFH fik også en flyvende start på anden halvleg, og i løbet af de første 11 minutter blev tingene sat eftertrykkeligt på plads. Da var stillingen 21-11 til NFH.

NFH måtte undvære tre spillere til aftenens opgør – Louise Svalastog, Isabella Fazekas Jakobsen og Mathilde Schæfer, som var ude med henholdsvis en brækket næse, hjernerystelse og en dårlig skulder.

Det betød, at der måtte trækkes lidt større veksler på nogle af de øvrige spillere. Blandt andet blev Matilde Nielsen sat ind i midterforsvaret sammen med Anna Lagerquist. Den opgave løste Matilde så flot, at hun bagefter blev kåret til kampens spiller.

Men det betød også, at der blev mere spilletid til andre spillere. Eksempelvis kom Lykke Frank Hansen ind mod slutningen af opgøret – og traditionen tro fik hun også scoret.

Faktisk kom alle NFHs markspillere med undtagelse af Matilde Nielsen på scoringstavlen. I kampens sidste tredjedel var det blot et spørgsmål om sejrens størrelse, og det hele endte altså med et plus på 12 mål, 32-20, til NFH til stor tilfredshed for de 1052 tilskuere i LÅNLET Arena.

Topscorere for NFH blev Lærke Nolsøe med seks mål og Dione Housheer og Amalie Wulff med fem scoringer hver.

Med sejren er NFH nu blot et point efter Randers på den slutspilsgivende ottendeplads.
Næste opgave for NFH’erne er allerede på fredag, hvor modstanderen er 2. divisionsholdet HIK på udebane i pokalturneringen Santander Cup.

Nederlag i Odense

Det blev ikke det NFH-eventyr i H.C. Andersens by, som man kunne have håbet på, da NFH-pigerne mandag aften mødte Odense Håndbold på udebane i HTH-Ligaen. Fynboerne vandt 29-23 efter 13-12 ved pausen trods solid opbakning fra cirka 50 NFH-supportere.

Som cifrene antyder, var NFH godt med i første halvleg, hvor forsvaret stod godt og der i perioder var rigtigt fint flow i angrebsspillet.
NFH kom ganske vist bagud med 3-1, men sidenhen foran med 4-7.

NFH lagde friskt ud med at spille syv mod seks i angrebet, og det var med til at skabe chancer.

Og midtvejs i første halvleg førte de blåklædte fra Falster med fire mål, 6-10, mod rækkens nummer to.

Men så begyndte fejlene at snige sig ind, og NFH holdt en scoringspause på ni minutter. Det gik ikke mod Odense, som scorede fem gange i træk og bragte sig foran med 11-10.

NFH hang dog på frem til pausen, hvor hjemmeholdet som nævnt førte med et enkelt mål, 13-12. I slutningen af første halvleg kom Isabella Fazekas Jakobsen til skade, da hun mistede balancen og slog hovedet hårdt i gulvet efter en tæt duel inde på stregen.
Isa kom ikke på banen mere i første halvleg, men et stykke inde i anden halvleg var hun heldigvis klar igen.

Anden halvleg gik desværre ikke NFHs vej.

Flere fejlafleveringer og brændte chancer, herunder fire brændte straffekast i løbet af kampen, var i sidste ende med til at afgøre opgøret, da Odense havde mere tur i den og langsomt trak længere og længere fra NFH.

Med 10 minutter igen førte Odense med fem mål, 25-20, og selvom NFH’erne kæmpede flot, lykkedes det ikke at skabe spænding sidst.

Nederlaget ændrer ikke noget i stillingen, hvor NFH fortsat er nummer ni.

Topscorer for NFH blev Anna Lagerquist med fem mål, mens Dione Housheer nettede fire gange.

NFHs næste kamp er 4. marts, hvor oprykkerne fra Horsens kommer på besøg i LÅNLET Arena.

Tid til genrejsning i Odense

Blot et par dage efter det skuffende uafgjorte resultat mod Skanderborg i fredags, skal NFH-pigerne atter i kamp i HTH Ligaen, når Odense Håndbold i aften er modstanderen i en vanskelig udekamp på Fyn.

Det er en kamp, hvor fynboerne i kraft af hjemmebane og deres placering på ligaens andenplads må påtage sig favoritværdigheden.

Og umiddelbart ligner det da også en temmelig svær opgave for NFH’erne mod det sejrsvante hjemmehold.

Men der ingen grund til at give op på forhånd. Flere gange tidligere har det vist sig, at lige præcis Odense står godt til NFH. Hvem husker eksempelvis ikke sejren i pokalfinalen for lidt over et år siden, hvor Odense led deres første nederlag i den sæson til et andet dansk hold?

Samtidig er Odense trods deres aktuelle andenplads mere frygtindgydende på udebane, end de er hjemme i egen hule, hvor de har tabt fire af sæsonens foreløbig 10 hjemmekampe. Det meste omtalte var nok nederlaget til Ajax, hvor odenseanerne førte med syv mål ved pausen og alligevel tabte.

Samtidig har cheftræner Jakob Larsen et særdeles godt kendskab til netop Odense og deres styrker og svagheder, da hustruen Kamilla som bekendt spiller for de orangeklædte, og han derfor følger mange af deres kampe på tæt hold.

Læg dertil, at NFH’erne givetvis er meget opsatte på at levere en toppræstation ovenpå skuffelsen i fredags. Den ekstra motivation kan måske være med til at gøre, at NFH tager begge points med hjem i aften.

Intet er umuligt, hvis man tror på og slås for det. Der er kampstart klokken 20, og kampen kan ses direkte på TV2 Sport, hvis man ikke tager med til Odense.

STØT PIGERNE! OP AT STÅ FOR NFH!

Skuffelse mod Skanderborg

NFHs drøm om at nå slutspillet i HTH Ligaen lever fortsat. Men missionen er ikke blevet lettere efter, at det fredag aften blev til et enkelt point hjemme i LÅNLET Arena mod bundholdet Skanderborg.

Opgøret sluttede uafgjort 26-26 efter 15-15 ved pausen, og der skulle gå hele 45 minutter, før NFH kom foran første gang. Det var, da Lærke Nolsøe bragte de gulblusede foran med 20-19.

For NFH var der langt hen ad vejen tale om de brændte chancers kamp. Skanderborgs målvogter Monika Kongsgaard blev noteret for 18 redninger og en flot redningsprocent i omegnen af de 45, og hun var i høj grad med til at pille pynten af NFH-skytterne, omend kvaliteten i afslutningerne indimellem også kunne være bedre.

Gæsterne havde godt styr på NFH i det meste af første halvleg. Efter godt tre minutters spil var Skanderborg foran med 1-3, og selvom NFH fik udlignet til 3-3 og sidenhen også 4-4 og 5-5, så var det gæsterne der havde taget teten. Flere gange førte de grønklædte med tre mål, og det var først i de sidste minutter, at NFH fik kæmpet sig op på pausestillingen 15-15.

Desværre blev det ikke meget bedre efter pausen. NFH scorede blot en enkelt gang i de første 10 minutter af anden halvleg. Heldigvis begyndte både forsvaret og målvogter Cecilie Greve at få bedre fat, så Skanderborg fik ikke mere end to måls forspring.

Og så, efter 45 og et halvt minut, fik Lærke Nolsøe for alvor de godt 1.300 tilskuere i LÅNLET Arena helt op at stå, da hun sendte bolden i nettet til NFHs første føring, 20-19.
Skanderborg blev dog ved at hænge på, og NFH førte aldrig med mere end et mål. Med fire minutter tilbage var det helt lige, 24-24. Så scorede gæsterne to gange i træk, og med mindre end et minut tilbage var NFH bagud med 24-26.

Pigerne gav dog aldrig op, og i løbet af 40 sekunder havde NFHs helbanepres resulteret i to scoringer og uafgjort 26-26. NFH var endda tæt på også at få muligheden for at snuppe sejren til allersidst, men det hele endte altså med en pointdeling mellem to hårdtkæmpende hold.

Det uafgjorte resultat betyder, at NFH nu har 20 points på niendepladsen i ligaen med tre points op til Randers HK på den ottendeplads, som giver adgang til slutspillet.
Reelt skal NFH dog hente fire points på kronjyderne i de sidste fem grundspilskampe, da Randers er bedst i de indbyrdes opgør. Men slutspilshåbet lever fortsat.

Topscorere mod Skanderborg blev Anna Lagerquist med fem mål og Lærke Nolsøe og Dione Housheer med hver fire scoringer.

NFH spiller allerede igen mandag aften på udebane mod ligaens nummer to, Odense.

To holds kamp om to vigtige point!

Det er to hold, der begge har hårdt brug for points, som tørner sammen i aften, fredag, i LÅNLET Arena.

NFH kæmper som bekendt for at komme med i slutspillet, og aftenens modstandere fra Skanderborg kæmper for at undgå nedrykning og dermed sikre sig endnu en sæson i HTH-Ligaen.

Men selvom det givetvis kan gå hen at blive en hård og vanskelig opgave for de gulblusede, så er det en kamp, hvor NFH må påtage sig favoritværdigheden.

– Alle kampe er jo svære, når man er presset og har brug for points, som vi har. Men det skal vi kunne håndtere, hvis vi vil med i slutspillet, fastslår NFHs cheftræner Jakob Larsen.

Skanderborg gjorde det godt i sidste sæson, men i denne sæson har det knebet mere med at samle points sammen.

Det har Jakob Larsen naturligvis lagt mærke til, men han har også bemærket, at dagens gæster ofte har succes, når de vælger at spille syv mod seks. Det har derfor været et af NFHs fokuspunkter før aftenens kamp.

– Skanderborg er lidt svækket i forhold til sidste sæson, hvor de havde lidt større bredde i truppen, men når de rammer deres syv mod seks-spil godt, så gør de det rigtigt godt.
– Så nøglen for os bliver at få ram på dem i den del og fremprovokere nogle fejl, så de mister lysten til at spille syv mod seks, siger Jakob Larsen.

Han håber i det hele taget på en god NFH-indsats i forsvaret – dels for at holde gæsternes målscore nede og dels for at gøre arbejdet lettere i den modsatte ende.

– Hvis vi kan spille en god forsvarskamp, får vi også flere kontrachancer og kan forhåbentlig score nogle flere mål på den måde, lyder det fra Jakob Larsen.

NFH skal allerede spille ligakamp igen på mandag – et vanskeligt opgør på udebane mod Odense. Men det bliver der ikke taget hensyn til i aften.

– Man kan ikke spekulere i at spare sig på forhånd. Vi går all in, slår cheftræneren fast.

KÆRE DANMARKS BEDSTE PUBLIKUM! I GÅR SELVFØLGELIG OGSÅ ALL IN PÅ AT STØTTE PIGERNE TIL SEJR I AFTEN, IKKE? KOM SÅ!
OP AT STÅ FOR NFH!

Vejen til VM-guld – Dione Housheer

603 kilometer sydvest for LÅNLET Arena ligger den hollandske by Ulft. Med et indbyggertal på ca. 2/3 dele af Nykøbing Falster, er det ikke den mest populære by, på det hollandske landkort.

Men når vi tager NFH-brillerne på, er byen helt speciel. Vores egen verdensmester, Dione Housheer, er nemlig født og opvokset i byen. Det var her, at kærligheden til håndbolden blomstrede for første gang, og de første skridt i hendes forholdvist korte, men meget imponerende, karriere blev taget. 

Den 20-årige hollænder har allerede opnået en hel del. Der kan bl.a. nævnes ‘Årets Talent i Eredivise 2017’, ‘Årets Spiller i Eredivise 2018’, 2 hollandske mesterskaber med VOC Amsterdam og selvfølgelig titlen som Verdensmester med det hollandske landshold i 2019.
Hvis man kigger tilbage på den imponerende rejse, så har Dione fra dag ét gjort en benhård indsats, for at nå der til, hvor hun er i dag.
Efter 7 år i hendes barndomsklub skiftede hun til en af de bedste ungdomsklubber i Holland, da ambitionerne i den nye klub, gik bedre i spænd med drømmene hos den unge hollænder. Efter kort tid i sin nye klub, blev Dione også tilbud en plads på det Hollandske Håndboldakademi, hvor hun fik lov til at have fuld fokus på håndbolden. 

Håndboldakademiet har plads til 25 talentfulde piger i alderen 15-20 år, hvorfor det kun er de bedste, der får lov at blive en del af det. I 3 år var Dione en del af akademiet, hvor der virkelig skulle knokles. 

Hver dag startede kl. 6:45 med morgenmad efterfulgt af dagens første træningspas. Herefter skulle alle en tur i skole, som var en obligatorisk del af Håndboldakademiets program. Når skoledagen var omme stod den på endnu et træningspas, og i løbet af ugen var der også klemt forskellige test og prøver ind, der skulle vise hvordan de udviklede sig. I en meget presset hverdag, lykkedes det oven i købet Dione at presse et fritidsjob som opvasker ind. Respekt. 

Tiden på akadmiet har til tider været hård, men der er ingen tvivl om, at den har gavnet Diones karriere enormt: 

“Jeg tror, at skridtet til Håndboldakademiet var et rigtigt stort et. Det var en enormt vigtig beslutning for min udvikling og det at blive en bedre håndboldspiller. På akademiet havde jeg virkelig mulighed for at træne så meget som muligt og lære en masse fra de dygtige folk der var omkring mig.”

En talentfuld pige på 16-17 år kan dog umuligt stå helt alene. Her er det vigtigt med professionel opbakning og vejledning fra de klubber og træningsmiljøer man er tilknyttet, men vigtigst af alt også på hjemmefronten. Her har Diones forældre, igennem hele hendes karriere, været en uvurderlig støtte: 

“Mine forældre har været, og er stadig, virkelig vigtige for min karriere. Ikke kun for mig som person, men også for hvor langt jeg er kommet. Uden dem havde jeg aldrig kunne få mine drømme til at gå i opfyldelse. Lige siden jeg var ung har de kørt mig på tværs af landet for at få mig til træninger og kampe, og de gjorde det også muligt, at jeg kunne være en del af akademiet. De har altid støtte mig 100{14af70a342d86b4c5b268db5427fe690ff53e0aeb4be3ee57ea29b04b827ef81}, og gør det stadig den dag i dag, selvom at jeg er i Danmark. Jeg er virkelig taknemmelig for alt det de har gjort for mig og min karriere.”

Når man er håndboldspiller og kommer fra Holland, så skal man udenlands, hvis man virkelig vil til tops. Gennemgår man VM-truppen fra 2019, så finder man ikke en eneste spiller, der til dagligt begår sig i den hollandske liga.

Som U-spiller var Dione en del af det hollandske ungdomslandshold, hvor hun kom ud for landets grænser, og fik lov til at vise sin kunnen. Eftersom at de hollandske klubber ikke har det samme niveau, som mange andre europæiske, så var det her hun skulle slå igennem. Det var i disse internationale sammenhænge, at agenter og udenlandske klubber kunne få øje på hende og hendes talent. 

Heldigvis, for både Dione og NFH, gjorde hun sig bemærket hos en dansk spiller-agent. Dione fortalte ham, at hun arbejdede benhårdt for at komme til udlandet, og at hun havde et særligt øje for Danmark. Kort til efter, lå der et tilbud fra NFH på bordet. Og således fandt hollænderen vej til Danmark tilbage i 2018.

Ude fra set, kan man måske tænke, at en håndboldklub i Nykøbing Falster kan virke lidt lille for en, der lige er blevet kåret til verdensmester, men her må man bare trække tvivlen tilbage. Kort efter den store triumf med det hollandske landshold, valgte Dione at forlænge sin aftale med NFH, hvilket jo må betyde, at livet i NFH også kan give en verdensmester de sportlige udfordringer og oplevelser, som man lever og ånder for. Og hvis vi selv skal sige det, er det noget af et kompliment. Spørger man Dione selv, så var en ny kontrakt nærmest en naturlig beslutning. Hun stortrives, og føler virkelig at NFH passer til hende:

“Jeg kan virkelig godt lide vores hold og den vilje og det sammenhold som vi har. Udover det, så har vi virkelig de bedste fans i hele den danske liga, og det giver mig virkelig så meget energi og lyst til at spille i den gule trøje igen og igen. Jeg kan stadig udvikle mig som håndboldspiller, og jeg er oprigtigt glad for at gøre det her i NFH.” 

At være med til en VM-slutrunde, er en oplevelse de færreste kan skrive på CV’et. At deltage, og så oven i købet komme hjem med en guldmedalje, har derfor også været en vildt surrealistisk oplevelse for vores hollandske højreback. Selv hjemme i de trykke hverdags-rammer, tænker hun stadig tilbage på oplevelsen som nærmest uvirkelig. For første gang nogensinde lykkedes det for det hollandske landshold, at kæmpe sig hele vejen til det største præmiepodie ved en VM-slutrunde, og rejse hjem med guldmedaljer. Spørger man Dione om, hvordan det var at vinde guld, så lyder svaret således:

“Det er stadig en meget surrealistisk følelse, men selvfølgelig en rigtigt god en. Det er har været sådan en kæmpe oplevelse, og specielt fordi, at vi ikke havde forventet at blive verdensmestre. Jeg er virkelig glad og stolt over at have fået muligheden for at være del at det her hold og at være med på et eventyr som dette. Det er virkelig ubeskriveligt og noget som jeg med sikkerhed aldrig vil glemme!” 

At blive verdensmester var uden tvivl en af de helt store drømme i Diones håndboldkarriere, og hun håber selvfølgelig på mange flere oplevelser som denne. Vores hollandske VM-helt er kun 20 år gammel, og hendes karriere er derfor knap nok begyndt. 

Hele slutrunden frem mod guldmedaljen var en stor rutschetur for hele det hollandske landshold, og det har virkelig udviklet Dione mentalt. At skulle stå sammen som hold igennem både tabte og vundne kampe, og skulle holde fokus i de situationer, hvor det virkelig har gjaldt, har givet gode erfaringer og mental ballast, som med garanti kommer hende til gode senere i hendes karriere. Samtidig har slutrunden generelt også givet et kæmpe boost, og endnu mere lyst til at kæmpe for de helt store håndbold oplevelse:

“Du får virkelig den største anerkendelse for alt det hårde arbejde du har gjort, og man føler at man står på toppen af verden. Det er øjeblikke som dem man arbejder for, og hver gang man går på træningsbanen, er det med målet op at få flere af delle oplevelser, mesterskaber og følelser. Mentalt har det bare givet et kæmpe boost for at få flere lignende oplevelser.” 

I NFH er vi selvfølgelig enormt glade for, at det er lige netop hos os, at Dione vil bidrage med sine store kvaliteter, og fortsætte hendes jagt på endnu flere medaljer og store håndbold-oplevelser. 

Dukkert i Silkeborg

Det lykkedes ikke for NFH at følge op på sidste uges imponerende sejr over Herning-Ikast, da holdet mandag aften gæstede Silkeborg-Voel.

Hjemmeholdet vandt med 28-23 efter 12-11 ved pausen.
De gulblusede haltede efter det fodrappe hjemmehold i hele kampen.

Kun en enkelt gang var NFH på omgangshøjde. Det var ved stillingen 6-6 efter godt 10 minutters spil.
NFH havde i flere perioder svært ved at trænge igennem Silkeborg-Voels forsvar, og samtidig var hjemmeholdet især i starten effektive til at straffe NFHs fejl og brændte chancer med scoringer i den modsatte ende.

Men selvom NFH gennem stort set hele kampen var bagud, så var det først til sidst, at snoren blev for lang til, at det kunne lade sig gøre at indhente Silkeborg-Voel. NFH var flere gange i løbet af kampen bagud med tre-fire mål, men igen og igen lykkedes det at minimere forspringet til et-to mål.

Desværre lykkedes det aldrig at få rigtigt fat og komme foran, og selvom NFH til sidst forsøgte sig med at spille syv mod seks, gav det ikke den ønskede effekt.

Med nederlaget fastholder NFH niendepladsen i HTH Ligaen. Topscorere for NFH i aftenens kamp blev Johanna Westberg med syv mål og Dione Housheer med seks.

Næste kamp for NFH er på næste fredag, 21. februar, hvor Skanderborg kommer på besøg i LÅNLET Arena.

Fantastisk forsvar lagde grunden til sejr over Herning-Ikast

Så lykkedes det endelig NFH at få ram på et af de hold, der ligger over os i tabellen i HTH Ligaen! Og ikke et hvilket som helst hold.

Det var nemlig sidste sæsons sølvvindere og de næsten nykårede pokalmestre fra Herning-Ikast, som blev sendt hjem fra LÅNLET Arena onsdag aften med et nederlag på 24-22 efter en pauseføring til NFH på 15-14.

NFH spillede forsvarsmæssigt den vel nok bedste kamp hidtil i denne sæson. Masser af bevægelse, masser af tacklinger og gode opbakninger kombineret med en god højde var med til at slå Herning-Ikasts angrebsspil i stykker i lange perioder, hvor midtjyderne ledte og ledte efter åbninger i NFHs defensiv.

Og når det lykkedes, stod Cecilie Greve ofte i vejen inde i målet. Især i kampens afgørende fase fik Greve hevet vigtige redninger ud af ærmet.

NFH kom godt fra start, og de gulblusede var foran i hele første halvleg. Midtvejs i halvlegen var det endda dobbelt op, 10-5. Det var udover et stærkt forsvar også et godt og målsøgende angrebsspil, der gjorde det svært for gæsterne og skabte den store føring.

Frem mod pausen fik Herning-Ikast dog kæmpet sig tilbage fra 15-11 til 15-14.

Anden halvleg blev både tæt, intens og afvekslende.
NFH måtte for første og eneste gang afgive føringen i løbet af de første 10 minutter, hvor HIH med tre mål i træk gik fra 17-16 til 17-19.

Så kunne nogle af de 1200 tilskuere i LÅNLET Arena måske frygte, at gæsterne alligevel ville løbe med sejren. Men NFH’erne gav ikke op. Der blev kæmpet intenst om stort set hver eneste bold, og med fire mål i træk, vendte de atter kampen til NFHs fordel: 21-19 med et kvarter igen.

Det var i den periode, at både forsvaret og målvogter Cecilie Greve for alvor tog fra igen, og NFH nåede endda også foran med tre mål i slutfasen, 23-20.

Spændingen blev dog bevaret helt frem til få sekunder før tid, da Ayaka Ikehara brød igennem HIHs helbanepres og scorede det sidste mål til 24-22.

Få sekunder senere blev kampen fløjtet af, og NFH’erne faldt hinanden om halsen i vild jubel for øjnene af et fantastisk publikum.

Samtlige markspillere, der kom på banen – med undtagelse af Matilde Nielsen – kom også på scoringstavlen, men topscorere blev Johanna Westberg med seks mål og Mulle med fem.

Sejren ændrer ikke på stillingen, hvor NFH fortsat er nummer ni, men nu á point med Randers, som dog har spillet en kamp færre end NFH.

Næste kamp for NFH er på mandag på udebane mod Silkeborg-Voel.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen