Brændte chancer blev dyre i Rumænien

Det er vist en del år siden, at NFH blot formåede at score 12 mål i en hel kamp. Men det var desværre, hvad der skete, da de gulblusede tidligt lørdag aften mødte de forsvarende EHF Cup-vindere SCM Craiova fra Rumænien på udebane i den første kamp i gruppespillet i denne sæsons EHF Cup.

NFH tabte opgøret med 18-12 efter 9-6 ved pausen for øjnene af knapt 4.000 tilskuere – heraf to NFH-tilhængere og et par rumænske venner.

NFH var bagud gennem hele kampen, der, som cifrene antyder, var præget af to gode forsvar. For selvom det blev til et nederlag på seks mål, så var det ikke i forsvaret, at NFH tabte kampen. 

Pigerne stod godt imod det rumænske pres både på og udenfor banen, men i angrebet haltede det mere. NFH havde i perioder svært ved at spille sig frem til chancer imod det fysisk stærke, men også bevægelige rumænske forsvar, som havde stort fokus på at lukke ned for Anna Lagerquist inde på stregen.

Det var nu ikke fordi, at NFH slet ikke kunne finde nogen huller i hjemmeholdets forsvar. Det lykkedes faktisk flere gange, men desværre manglede skarpheden i afslutningerne ofte. Udover nogle frie chancer i åbent spil misbrugte de gulblusede også to straffekast.

NFH hang ellers godt på i første halvleg og i begyndelsen af anden, men til sidst trak hjemmeholdet så meget fra, at det ikke var muligt at hente igen.

Topscorer for NFH blev Lærke Nolsøe med tre mål.

Craiova havde i øvrigt de to tidligere NFH’ere Mariana Costa og Deonise Faschinello på holdkortet, men det var kun sidstnævnte, der kom på banen i dag.

NFH spiller næste gang på onsdag klokken 19.30 hjemme i POWER Arena, hvor Skanderborg kommer på besøg til et opgør i HTH Ligaen.

Næste EHF Cup-kamp for NFH er søndag den 13. januar, hvor kroatiske HC Podravka Vegeta kommer til POWER Arena.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold