Alle gode gange tre mod Randers

NFH er tilbage på fjerdepladsen i HTH Ligaen. Torsdag aften blev det til en sikker sejr ude mod Randers HK på 23-31 efter 13-15 til NFH ved pausen.

Det var tredje gang ud af tre mulige i denne sæson, at NFH besejrede Niels Agesens tropper.

NFH var aldrig bagud i opgøret, og fra stillingen 1-2 førte pigerne i resten af kampen. Det var blandt andet i kraft af et godt og aggressivt forsvar og en stor kamp af Cecilie Greve i målet, at NFH grundlagde sejren.

Men det var først efter pausen, at NFH-toget for alvor kørte fra Randers. Hjemmeholdet var gennem det meste af første halvleg kun bagud med et enkelt eller to mål, og da NFH begyndte anden halvleg med en spiller i undertal, fordi Isabella Fazekas fik en udvisning kort før pausefløjtet, havde Randers muligheden for at komme helt tæt på.

Den udnyttede de ikke, og istedet trak NFH afgørende fra. Fejl og brændte Randers-chancer betød, at NFH på syv minutter forvandlede 13-15 til 14-20.

NFH udbyggede til 16-24, 21-28 og 22-31, inden det hele altså sluttede 23-31.

Topscorer for NFH blev Lærke Nolsøe med syv mål fulgt af Dione Housheer, Sofie Olsen, Emelie Westberg og Mulle, der alle scorede fire mål hver.

Næste kamp for NFH er EHF Cup kvartfinalen mod Viborg for fuld POWER på søndag i Arena Næstved.

Næste ligakamp er på onsdag, hvor København Håndbold kommer på besøg i POWER Arena i Nykøbing  til kampen om tredjepladsen i ligaen.

 

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold