Afgørelsens time i Europa!

Skal NFH endnu engang med i gruppespillet i en af de store europæiske klubturneringer?

Svaret på det spørgsmål får vi sidst på eftermiddagen i dag, søndag. For det er nemlig i dag klokken 15, at returkampen i tredje og sidste kvalifikationsrunde mod Herning-Ikast Håndbold spilles i IBF Arena i Ikast.

Og efter uafgjort 23-23 for en uge siden i det første opgør i Arena Næstved er det hele meget ligetil:

Vinderen af opgøret spiller gruppespil efter nytår, mens taberen kan rette fuldt fokus mod den hjemlige HTH Liga i januar måned.

Midtjyderne må leve med at være favoritter i kraft af hjemmebanefordelen samt det faktum, at HIH ligger højere i ligaen og vandt vores indbyrdes opgør klart på samme bane tidligere på efteråret.

Til NFHs fordel taler, at midtjyderne fortsat er uden sejr i nu en håndfuld kampe efter, at de i midtugen spillede uafgjort ude mod Randers HK. Omvendt har NFH ikke tabt i lige så mange kampe. Senest blev det som bekendt til sejr ude over EH Aalborg.
Og da de to hold mødtes i søndags, var NFH i teten det meste af anden halvleg.

Læg dertil, at Matilde Nielsen gjorde comeback mod EH Aalborg efter lang tids skadespause, så NFH dermed nu kun må undvære gravide Emelie Nykvist.

Men hvis NFH skal gøre sig nogen forhåbninger om en sejr i eftermiddag, skal der lukkes bedre ned for HIHs norske storskytte Helene Fauske, som scorede 11 gange i søndags i Næstved.

Lykkes det, er vi nået et godt stykke.
Det er i øvrigt ikke første gang, at de to klubber mødes til knald-eller-fald kampe i Ikast. Sidste gang var for godt et år siden i kvartfinalen i pokalturneringen Santander Cup.
Dengang vandt NFH med tre mål. I dag er en etmåls-sejr nok. Eller uafgjort 24-24 eller højere.

Det er sidste kamp i dette år. Lad os slutte 2019 med en håndboldfest og avancement i Europa.

OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul EHF European Cup Divisionsforeningen Håndbold