21 mål af Elma, da NFH storsejrede i Rødovre!

Der var som ventet klasseforskel, da NFH tirsdag aften spillede sig stensikkert videre i landspokalturneringen Santander Cup med en kæmpesejr på 51-20 på udebane over Rødovre, som netop er rykket ud af 1. division.

Men udover den kæmpestore sejr vil kampen i meget høj grad også blive husket længe for Elma Halilcevic’ præstation.

NFH-fløjen scorede nemlig ikke færre end 21 gange – altså flere mål end hele Rødovres hold tilsammen.

Dermed slog Elma den rekord for flest scorede mål i samme kamp i NFH-trøjen  som Lærke Nolsøe satte for et par år siden, da hun scorede 16 mål mod HIK.

Elma var både træfsikker fra fløjen, på kontra og på straffekast, men de mange mål var også et udslag af, at hele holdet spillede meget koncentreret og disciplineret fra start til slut.

NFH bragte sig hurtigt foran med 7-2, og et godt forsvar gav sammen med 15 redninger fra Annika Friedheim, som fik hele kampen i NFH-målet, god basis for at løbe kontra igen og igen.

NFH førte ved pausen med 25-7, og spillerne skal roses for at være gode til at holde fokus kampen igennem.

Med undtagelse af Johanna Forsberg kom alle markspillere, som var på holdkortet, på måltavlen for NFH.

Næstmest scorende efter Elma Halilcevic blev Mulle med seks mål, mens Sofie Alnor og Alberte Kielsteup scorede fem gange hver.

Kampen var den sidste i denne sæson for NFH, og vi vil hermed gerne takke alle, som har støttet pigerne og klubben og ønske rigtig god sommer.

OP AT STÅ FOR NFH!

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen