Sikke en smuk håndboldfest!

Der var engang en, der mente, at NFH var for meget fest og for lidt håndbold. Lørdag eftermiddag var der masser af begge dele, da holdet fra Smukfests hjemby, Skanderborg Håndbold, besøgte LÅNLET Arena for at møde et toptunet og toptændt NFH-hold.

NFH vandt en storsejr på 38-24 efter 23-13(!) ved pausen.

Bundholdet Skanderborg har ellers vist på det seneste, at de godt kan drille topholdene i Bambusa Kvindeligaen, idet de blot tabte til Odense med et og til Team Esbjerg med tre mål.

Men Skanderborg var aldrig i nærheden af at drille NFH. De gulblusede red videre på succesbølgen efter kvalifikationen til Final 4 tidligere på ugen og kom blæsende fra første fløjt.

Inden der var spillet syv minutter, førte NFH med 7-2, og efter et kvarter stod det 14-8. NFH scorede nærmest efter behag i starten, og især Lærke Nolsøe gjorde ondt på gæsterne i kampens hæsblæsende indledning. Lærke scorede således fem af NFHs første otte mål. På mindre end otte minutter.

Og NFH’erne fortsatte stormløbet mod gæsternes mål i mere end 20 minutter. Efter 22 minutter stod der 21-8 på måltavlen!
Det mål blev i øvrigt scoret af.. Lærke Nolsøe.

De gulblusede kunne dog ikke helt holde dampen de sidste minutter frem mod pausen, og Skanderborg fik med fire scoringer i træk pyntet lidt på stillingen. Men stadigvæk: En pauseføring på 23-13 hører til sjældenhederne, og NFH’erne blev da også fortjent hyldet af publikum på vej ud til pausen.

Anden halvleg blev knapt så spektakulær og hæsblæsende – blandt andet fordi gæsterne valgte at sætte tempoet ned i angrebsspillet. Samtidig skiftede NFH-cheftræner Jakob Larsen godt ud undervejs, så alle fik spilletid og ingen brugte for mange kræfter.

Det betød, at tempoet og scoringsfrekvensen faldt lidt, men NFH’erne skal roses for at fastholde koncentrationen, og når man scorer 38 gange og vinder med 14 mål, er det svært at finde ret meget at være voldsomt utilfreds med.

Topscorere for NFH blev Lærke Nolsøe med otte, Sofie Olsen med syv og Celine Lundbye med seks mål. Og samtlige markspillere, med undtagelse af Amalie Wulff, kom på scoringstavlen.

Med sejren fastholder NFH sjettepladsen i Bambusa Kvindeligaen med 11 points. Samme pointtal har Herning-Ikast på femtepladsen, og de er netop NFHs næste modstander på torsdag i Ikast. Midtjyderne led lørdag et overraskende nederlag ude mod Ajax København.

Nykøbing Falster Håndboldklub Nørre Boulevard 4A-B, 4800 Nykøbing Falster
Cookie- og privatlivspolitik

KlubModul Bambusa Kvindeligaen